TILSKUD OG HENVISNING
TILSKUD OG HENVISNING
Velkommen til en klinik med et stærkt fagligt team af fysioterapeuter. Vi undersøger dig grundigt og tilrettelægger en behandling, der passer lige præcis til dig.
Du kan altid få behandling hos os, uanset om du har en læge-henvisning, eller du springer lægen over og kommer direkte til os. Vi er den største fysioterapi klinik i Nyborg, og er derfor et hus med mange kompetencer og muligheder. Kontakt os og hør nærmere, hvad vi kan gøre for dig.
Fysioterapi med henvisning
Når du kommer til undersøgelse og behandling første gang hos os, skal du have en gyldig henvisning fra din læge eller special læge. Du kan også blive henvist direkte til os fra et sygehus. Din læge sørger for, at henvisningen bliver sendt til et henvisningshotel. Når du tager kontakt til os, kan vi hente den elektronisk på nettet. Vær opmærksom på, at en henvisning gælder i et år fra den dato din læge har udskrevet den. Henvisningen må maksimalt være 2 måneder gammel gældende fra den dato din læge har udstedt den, for at du kan få tilskud fra den offentlige sygesikring. Har du ikke nået at tage din henvisning i brug inden de 2 måneder, vil du ofte kunne kontakte dit lægehus igen og bede dem om at forny den. Lægehenvisningen berettiger dig til at få knap 40% tilskud til behandlingen gennem Den offentlige Sygesikring.
Det er en rigtig god ide, at du tager alle relevante oplysninger med til din første konsultation hos os. Det kan være en operationsbeskrivelse eller et journaludskrift af det, dit problem omhandler. Har du fået foretaget en røntgenundersøgelse, MR scanning, CT scanning eller Ultralydsscanning, så er det meget relevant at give din fysioterapeut et journaluddrag med en beskrivelse af de undersøgelsesfund, der er gjort. På den måde kan vi bedre hjælpe dig og sætte realistiske mål for din behandling eller genoptræning.
Du skal altid have dit gule sundhedskort (sygesikringskort) med når du møder ind til behandling. Sundhedskortet indlæses i vores kortlæser, som du finder i vindfanget ved klinikkens hovedindgang. Når du kører dit sundhedskort igennem kortlæseren, kan vi se på vores computer, at du er ankommet. Dit sundhedskort er en form for elektronisk underskrift på, at du har været i klinikken.
I de fleste situationer vil vi gerne bede dig om selv at medbringe et lagen. Men der er også mulighed for at leje et lagen til 20 kr. pr. gang, eller købe et engangslagen til 30 kr.,
Fysioterapi uden henvisning
Du kan sagtens få behandling uden en henvisning, så betaler du bare fuldt honorar. Sygesikringen Danmark giver også tilskud!
Når du ikke benytter dig af en henvisning, kan du springe køen over. Det vil sige, at vi hurtigt kan tilbyde dig en behandlingstid, i og med at vi har fysioterapeuter, som også arbejder udenfor overenskomsten.
Klinikken har nemlig et omsætningsloft på almindelige henviste behandlinger, så derfor kan der i perioder desværre forekomme ventetid, når du har en henvisning.
Privat eller jobmæssig Sundhedsforsikring
Vi samarbejder med Nordic Netcare, Primacare, Alaris Hamlet, Falck Healtcare, Danica og Pension Danmark. Er din Sundhedsforsikring ikke nævnt her, kan det være de stadig vil dække din behandling. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl.
Læs mere nedenfor om sundhedsforsikringer.
Sygeforsikring Danmark
Når du er du medlem af sygeforsikringen ”danmark” får du tilskud til fysioterapi, også selvom du ikke har en henvisning fra din egen læge. Tilskuddet fra ”danmark” overføres direkte til dig efter afregning med os. Husk at fortælle os at du er medlem, så vi får dig rigtigt registreret i vores system.
Lidt mere info om Sundhedsforsikringer:
Der findes i dag mange forskellige typer sundhedsforsikringer, og derfor er det altid dit ansvar, at vi har modtaget de rigtige oplysninger på dit forløb hos os.
Har du en sundhedsforsikring, som dækker din behandling, så medbring meget gerne oplysningerne den første gang vi ser dig. I nogle tilfælde kan vi sende fakturaen elektronisk direkte til dit forsikringsselskab eller til det firma, du har din sundhedsforskring hos. Vi vurderer, hvad der er bedst i hver enkelt henvendelse.
Når det gælder Nordic Netcare, Primacare, Danica, pension Danmark vil vi typisk modtage en mail fra dem om, at du har behov for fysioterapi. Vi hjælper dig så godt vi kan med at få klarhed over, hvad netop din sundhedsforsikring dækker.
Du skal dog være særligt opmærksom på:
- Hvor mange behandlinger, der er bevilget?
- Hvilken tidsperiode din behandling skal foretages i?
- Om du skal have en henvisning til fysioterapi eller om din forsikring dækker behandlinger uden henvisning?
- Om din forsikring dækker andet end fysioterapi, f.eks ultralydsscanning, laser eller akupunktur?
Du kan selvfølgelig sagtens få flere behandlinger end det din forsikring dækker, så betaler du bare selv for de ekstra behandlinger. Har du f.eks fået en lægehenvisning til dit sundhedsaftaleforløb hos os, så gælder henvisningen et helt år, hvor din forsikring måske kun dækker et bestemt antal gange. Husk, at vi arbejder for at hjælpe dig og ikke for din forsikring.
Vederlagsfri fysioterapi § 62
Patienter med særlige kroniske og/eller progressive sygdomme kan få vederlagsfri fysioterapi ( §62), det vil sige, at det er gratis for dig at få træning eller behandling hos os.
Det kan være svært at fungere med en funktionsnedsættelse, og derfor kan du henvises til os i Nyborg Fysioterapi via din læge, så vil vi hjælpe dig med den rette behandling eller træning/ genoptræning. Din sygdom skal være på Sundhedsstyrelsens diagnoseliste, og du skal som patient opfylde nogle særlige kriterier i forhold til fysisk funktionsnedsættelse.
Eksempler på diagnoser, som er med i ordningen, er:
- Gigtsygdomme som leddegigt, sjøgren, rygsøjlegigt og Becterew.
- Neurologiske sygdomme som sclerose, muskelsvind, fysisk handicap efter blodprop i hjernen og Parkinsons.
- Følger efter ulykker, f.eks lammelser af arme og ben eller amputation.
For at få afklaret om din sygdom er omfattet af ordningen, kan du kontakte os, men det er din egen læge eller speciallæge som skal lave en henvisning til os.
Vi har rigtig gode faciliteter på klinikken til netop dig med et varigt handicap. Vi har direkte adgang fra gadeniveau til klinikken, kortvarig parkeringsplads lige udenfor hoveddøren, så du kan blive sat af lige udenfor klinikken og elevator mellem vores etager. En del af vores træningsudstyr er valgt særligt med fokus på, at dig med en funktionsnedsættelse kan træne effektivt.
Nyborg Fysioterapi er leverandør til "MinGenoptræning"
Vi blev som klinik i februar 2019 godkendt som leverandør af genoptræning for kommunerne indenfor disse specialer:
- Operation i arme, ben, hænder, nakke og ryg hos både børn og voksne.
- Forskellige neurologiske tilstande f.eks skader efter blodprop.
- genoptræning efter hjerte og lunge sygdomme, både medicinske og kirurgiske tilstande.
Muligheden for at vælge en privatpraktiserende fysioterapeut træder i kraft, hvis kommunen ikke kan tilbyde opstart af genoptræning inden for 7 dage efter, at man er blevet udskrevet fra et hospital. Folketinget vedtog den 24. maj 2018, at man som borger har ret til frit valg af genoptræning, hvis ens kommune ikke har mulighed for at tilbyde opstart af genoptræning senest syv kalenderdage efter, at man er blevet udskrevet fra sygehuset. Det frie valg omfatter kun borgere, som er udskrevet fra sygehuset med en genoptræningsplan.
Du kan finde os på portalen ”mingenoptræning.dk”, hvis din kommune udliciterer genoptræningen.